Vi reducerer tilværelsen til et tal
Kronik i Politiken 28. juni 2010
Den moderne naturvidenskab er en enestående succeshistorie, den har ændret vores samfund og vores måde at se verden på afgørende gennem de sidste 100 år. Der er to sider af denne forvandling den teknologiske og den erkendelsesmæssige.
Af de teknologiske resultater af naturvidenskaben kan nævnes antibiotika, computeren, gensplejsning, vaccine, flyvemaskinen, telefonen, radioen, fjernsynet, atomkraft, lysdioder, pålidelige vejrudsigter,... listen synes uendelig og de har ændret vores hverdag gennemgribende.
Men naturvidenskaben har også ændret afgørende på vores måde at betragte verden; hvad vi tror på, og hvad vi tillægger værdi. I dag ved enhver at jorden kredser rundt om solen, at vi er en del af et umådeligt stort univers med mange andre sole og mælkeveje, og at det hele sandsynligvis blev skabt i et big bang for mange milliarder år siden. Det er også almindeligt accepteret, at livet på jorden begyndte for ca. 3-4 milliarder år siden, og at evolutionen har skabt den mangfoldighed af liv, vi ser på jorden i dag. Det tror de fleste af os på, selv hvis vi er religiøse, og der står en anden historie i de hellige skrifter, vi bekender os til. Når verden skal beskrives, tror vi på det, der kan måles, mens de religiøse fortællinger bliver en slags allegorier, som kan lære os noget om, hvordan vi bør leve og opføre os.
Hvad skyldes denne tiltro til det målbare, hvordan er det blevet sådan, og hvad betyder det for vores værdier, og det vi lægger vægt på, når vi skal afgøre, hvad der er væsentligt? Jeg vil mene, at der er sket en forskydning, så vi lægger mere vægt på det målelige end vi har gjort tidligere, og at det skævvrider vores opfattelse, så det ikke målelige enten forsøges at gøres målbart eller afskrives som uvæsentligt.
Det viser sig i det øgede fokus, målinger har fået gennem de seneste år. Pisa målinger, så vi kan se, om vores børn lærer nok i skolen, og offentliggørelse af karakterlister, så vi kan se, om vi har valgt den rigtige skole til dem. Intelligenskvotient, så vi kan bedømme et menneskes intellektuelle kapacitet med et enkelt tal. Pointsystemer, så vi kan se, om man er værdig til at få opholdstilladelse. Skemaer i den offentlige administration, så man kan måle lærere og socialarbejderes indsats. Inden for sociologi og andre humanvidenskaber skal de projekter, der gives penge til, have et kvantitativt element, det er blevet langt sværere at få penge til kvalitative eller beskrivende studier. Der skal komme nogle tal ud af det, for at man kan få penge til forskningen. Det er som om at selve målet med moderne evaluering er at reducere komplicerede sammenhænge til ét tal.
Hvorfra kommer denne tiltro til, at det er meningsfuldt at karakterisere allehånde fænomener med et tal? Jeg er overbevist om, at den kommer fra den voldsomme succes naturvidenskaben og den afledte teknologi har opnået gennem de seneste århundreder, netop ved at anvende målingen som det endelige sandhedskriterium. Det er som om naturvidenskaben er blevet al videns forbillede eller rettesnor. For at forstå hvordan det er blevet sådan, må vi se på naturvidenskabens udvikling siden renæssancen, og hvordan den kom styrket ud af de meget stærke omvæltninger, som skete i hele den vestlige verdens åndsliv gennem første halvdel af det tyvende århundrede.
Man kan betragte Kopernikus' ide om at jorden kredser om solen som starten på den moderne naturvidenskab, og den førte da også til et voldsomt opgør med kirken og med det middelalderlige verdensbillede, som byggede på biblen og den græske filosof Aristoteles. I renæssancen blev naturvidenskab betragtet som filosofi, og observation eller måling af naturen var ikke lige så vigtigt som filosofiske diskussioner af tingenes væsen. Et afgørende skridt i naturvidenskabens udvikling mod at basere sig på observationer frem for filosofiske overvejelser skete i Danmark under Frederik den 2. i årene 1572 til 1597, da Tycho Brahe observerede nattehimlen på øen Hven i Øresund. Hans meget nøjagtige og systematiske målinger af stjernernes og planeternes positioner blev et forbillede for tidens astronomer og var udslagsgivende i naturvidenskabens udvikling mod at basere sig på målinger som rettesnor for gyldigheden af videnskabelige beskrivelser.
I seksten- og syttenhundredetallet foregik der en bevægelse væk fra det filosofisk/religiøse og over mod målinger som det afgørende sandhedskriterium i naturvidenskaben. Der opstod en systematisk matematisk metode, og naturvidenskaberne blev noget andet end naturfilosofi. Denne nye forståelse af naturvidenskaben var generelt accepteret blandt de toneangivende videnskabsmænd fra begyndelsen af attenhundredetallet. Man havde så at sige kastet det religiøse og filosofiske åg af sig i forståelsen af, hvordan naturen virker, og accepterede eksperimentet eller målingen som det ultimative sandhedsvidne. Denne forståelse var afgørende for den voldsomme teknologiske udvikling, der foregik i løbet af attenhundredetallet, hvor nøjagtige målinger blev afgørende for udviklingen af ny teknologi. At Darwins evolutionsteori, som var et afgørende brud med hele den religiøse og filosofiske forståelse man havde af verden i 1859, blev læst og taget alvorligt var et resultat af denne udvikling. Det understreger tydeligt den betydning og troværdighed den observationsbaserede naturvidenskab havde opnået i midten af attenhundredetallet.
I dag ser man naturvidenskabens største betydning som skaberen af teknologi, men sådan var det ikke for 400 år siden, da var teknologi først og fremmest baseret på håndværk. Alessandro Voltas opfindelse af det elektriske batteri i 1800 og den efterfølgende udforskning af den elektriske strøm, elektromagnetismen og den magnetiske induktion i begyndelsen af det nittende århundrede blev et gennembrud for den videnskabeligt baserede teknologi. I 1820 opdagede H.C. Ørsted elektromagnetismen, i 1830 opdagede Michael Faraday induktionen, og allerede i 1839 åbnedes den første elektriske telegraflinie og i 1890 den første elektriske undergrundsbane begge dele i London. Etableringen af kemien som en egentlig videnskab i slutningen af det attende århundrede fik på samme måde en enorm betydning for teknologien i det nittende århundrede. For at forstå den voldsomme teknologiske udvikling i løbet af det nittende århundrede kan man prøve at forestille sig verdensudstillingen i Paris i år 1900. Der blev talefilmen og rulletrappen præsenteret, den parisiske metro åbnet, Rudolf Diesel demonstrerede sin nye motor, og der var en hel hal, Le Palais de l'électricité, med moderne elektriske maskiner foruden biler, cykler, elektrisk lys og elektriske forlystelser som et kæmpe pariserhjul. Alt sammen helt utænkeligt hundrede år tidligere.
Århundredeskiftet 1900 kom til at repræsentere starten på en helt ny tid, en teknologisk æra, hvor udviklingen af teknologi og naturvidenskab accelereredes voldsomt. I starten af det tyvende århundrede skete der en voldsom omvæltning i hele det europæiske åndsliv. Indenfor naturvidenskaben offentliggjorde Planck sin kvantehypotese i 1900, Mendels arvelighedslære blev kendt i videnskabelige kredse fra 1901, og Einsteins relativitetsteori kom i 1905. Men også i andre grene af åndslivet skete der afgørende nybrud. Sigmund Freud udviklede den moderne psykoanalyse og udgav Drømmetydning i 1900, Kandinsky udstillede det første abstrakte maleri i 1910, Marcel Duchamp lavede de første ready-mades i 1913, og Schönberg skrev de første atonale musikstykker i 1908-09. På den teknologiske front lanceredes filmen, telefonen, radioen, grammofonen, cyklen, bilen og flyvemaskinen lige omkring 1900, alt sammen opfindelser, som kom til at præge hverdagen og åndslivet i det tyvende århundrede afgørende.
Hvor teknologien i det nittende århundrede prægede arbejdspladserne og det offentlige rum, men ikke spillede så stor en stor rolle i hjemmene, bliver teknologien i det tyvende århundrede altgennemtrængende, den kommer til at præge alle dele af vores liv. Vi får strøm, telefon, radio, fjernsyn og computere i hjemmene, vi kører bus eller bil til arbejde, vi rejser med fly på ferie, vi arbejder med moderne udstyr på arbejdet. Hele vores dagligdag bliver afgørende ændret af parløbet mellem videnskab og teknologi i løbet af det tyvende århundrede. Den nye tid betyder også en dyrkelse af videnskabsmanden som den nye tids vismand, mest markant med indførelsen af Nobelprisen fra 1901, hvor tre af de fem priser er tilegnet naturvidenskaben. Efter religionerne har tabt kampen om verdens indretning til videnskaben og efter de moralske katastrofer i de to verdenskrige, står naturvidenskaben og dens ubestikkelige målinger tilbage et uantastet sandhedsvidne, som endda har velsignet os med en overvældende mængde af goder og velstand. Naturvidenskaben og dens systematiske metode bliver et forbillede for andre grene af videnskaben, og man forsøger at gøre alle mulige fænomener målelige. Sveriges Riksbank indstifter endda i 1968 en nobelpris i økonomi, for at vise alverden, at nu er økonomi en lige så eksakt og målelig videnskab som fysik, kemi og fysiologi.
Det store spørgsmål er om vores tro på målinger har fjernet vores tro på andre ting og fået os til at tro, at kun det målbare er væsentligt. Er vi blevet besat af måling i en grad, så vi prøver at måle alt mellem himmel og jord, selv ting som vi godt ved ikke kan reduceres til et tal?
I naturvidenskaben er man meget bevidst om afgrænsningen og gyldigheden af ens resultater, og hvordan selve målingen påvirker det man måler. Præcisering og afgrænsning er en meget vigtig del af den moderne naturvidenskabs succeshistorie, man har typisk beskæftiget sig med meget simple forenklede modeller og nøje overvejet, i hvilket omfang de dækkede den virkelighed man undersøgte. Det er som følge af denne afgrænsning og præcision at Paul Dirac i 1928 kunne finde antistoffet i sine ligninger, før nogen havde en anelse om dets eksistens. Denne omhu med afgrænsning og gyldighed kan man godt savne, når man iagttager den nye tids målinger af allehånde menneskelige aktiviteter. Hvad siger de tal man får ud af skolernes karakterlister, pointtallet for opholdstilladelser eller sosu-assistenternes sagstal, hvor hensigtsmæssigt er det at anvende dem til at styre vores samfund, og hvordan påvirker det vores opførsel, når vi styrer vores samfund efter dem?
I mange kommunale forvaltninger tælles der spaltemillimetre og transmissionstid, når en kulturel indsats skal vurderes. Det virker som om brandingen af kommunen, og de målinger man kan lave af den, har fået øget vægt i forhold til det kulturelle indhold. Når man fra officielt hold bedømmer en forskers indsats, benytter man sig i stadigt stigende omfang af såkaldte bibliometriske målinger, hvor antallet af citationer fra andre forskere gøres op efter et sindrigt system. Fælles for de to eksempler er, at man har et automatiseret system, som giver et kvalitetsmål, uden at man behøver at forholde sig til indholdet, af det man bedømmer. Der er ingen som behøver at gå til koncerten/teaterforestillingen eller at læse de videnskabelige arbejder som bedømmes. Man forsøger at erstatte den menneskelige forståelse af komplicerede produkter med ”objektive” måltal, problemet er blot, at den menneskelige forståelse ofte er selve essensen af det, man vil værdisætte.
Som en række nuværende og tidligere chefer i den offentlige forvaltning beskriver i en kronik i Politiken i 2007: ”Den omsiggribende detailstyring har også fået uønskede bivirkninger, fordi ledelsens og medarbejdernes opmærksomhed skævvrides fra det svært målelige til det lette. Vi ser det med fødevarekontrollanterne, der ved årets slutning haster rundt fra kiosk til kiosk, ikke fordi der er tale om en synderlig stor fødevaremæssig risiko disse steder, men fordi et tilsynsmål skal opfyldes. Eller det kan være politibetjentene, som måske er tydeligere i bybilledet op imod juletid, ikke nødvendigvis fordi de skal fange butikstyve, men fordi et måltal for udetid skal nås.”
Som de to eksempler ovenfor viser så bliver resultatet let en bevægelse væk fra det væsentlige (fødevarerisiko, butikstyveri) over mod det målbare (besøgstal, udetimer) som det afgørende kriterium for, hvad vi skal styre samfundets udvikling efter, derudover så påvirker selve målingen vores opførsel. Simple mål kan ofte give uklare resultater om komplicerede sammenhænge. Hvad siger eksempelvis karaktergennemsnittet om kvaliteten af en skole og hvilken effekt har det at offentliggøre disse gennemsnit? Fortæller karaktergennemsnittet først og fremmest om lærernes dygtighed eller om elevernes baggrund, og opnår man en polarisering af skolevalget mellem ressourcestærke og ressourcesvage elever ved at offentliggøre listerne? Der er en tendens til at måltal antages som objektivt sande, og hvis man får at vide at skole A har et gennemsnit på 7 og skole B et gennemsnit på 8, så er det givetvis rigtigt regnet ud og dermed sandt, men hvad fortæller det og er det væsentligt at vide? Endelig kan offentliggørelsen af karakterlister bidrage til at skabe inflation i karaktererne, fordi den enkelte skole har fordel af høje karakterer.
Jeg ser det som et ønske om at tilføre en slags naturvidenskabelig objektivitet til samfundsmæssige forhold for lettere kunne afgøre, hvad der skal gøres. Man vil være objektivt sikker på at træffe den rigtige beslutning, så man ikke kan bebrejdes bagefter. Man ønsker at automatisere beslutningsprocessen med klare regler, som henviser til simple måltal, så man kan skjule de virkelige beslutninger bag et uigennemtrængeligt målingspanser. Med andre ord ønsker man at undgå den ”forkludrende” menneskelige indblanding i beslutningsprocesserne.
Dette skal ikke forstås som en afvisning af alle målinger af samfundsmæssige forhold, men som en advarsel om at disse målinger som regel viser et meget forenklet billede af virkeligheden, og som en opfordring til at overveje om vi er tjent med det forenklede billede disse målinger giver.
Kronik i Politiken 29. marts 2007 af Jes Gjørup, Henrik Hjortdal, Tommy Jensen, Leon Lerborg, Claus Nielsen, Niels Refslund, Jakob Suppli og Jasper Steen Winkel